Mange kokke har jeg mødt, mange kokke har startet deres karriere hos mig, men desværre har jeg kun haft fornøjelsen af at være sammen med dem det første ½ år af deres uddannelse, på grundforløbet.
Men alligevel vil jeg forbeholde mig retten til at sige ”det startede hos mig”
Derfor har jeg nu sat mig for at opsøge dem igen. Jeg vil vide hvordan det er gået dem, jeg vil se deres mad, jeg vil høre deres historier og jeg vil vise det til hele verden.
Velkommen til Wall of chef’s
Dion Fazlagic – Madindustrien
Jeg plejer først at opsøge mine elever når de er udlærte, men her gør jeg lige en undtagelse – nu var jeg jo alligevel på Madindustrien for at spise med min kone og Dino Fazlagic var i køkkenet.
Madindustrien ligger i de lokaler der før husede restaurant remouladen inden den flyttede ned på lystbådehavnen.
Chefen på Madindustrien er Michele Setuko Ohira Poulsen – En sej pige med en meget utraditionel baggrund. 8 år som privat rådgiver i bankverdenen og lidt tjenererfaring fra Tortilla flats. – Sådan, velkommen til en af verdens hårdeste brancher.
Tilbage ved åbningen i 2014 sagde Michele således til Vejle lokal avisen “Drømmen er, at det bliver folks andet køkken, hvor man nyder en ko, gris eller kylling, uden det koster en bondegård.” og det holder stik. Madindustrien er et super dejligt spisested, flot indrettet, med fantastisk veltilberedt mad og med en uhøjtidelig, men meget professionel betjening – respekt herfra – ja ok så hjælper det også at Michele er voldsom charmerende.
Dino startede hos mig i 2014 og efter endt grundforløb fik han læreplads på Madindustrien. Han er færdigudlært til august og som han selv siger, kan det godt være at han bliver på madindustrien et par måneder som udlært.
Det er altid super rart at møde Dino igen, han er bare så sød, rar, sjov og lidt genert – og så smiler han altid. Dino er faktisk ud over at være en fabelagtig kok også en super dygtig basketballspiller – han har været på landsholdet -ja ja
Jeg ved godt, at selv om Dino er sidste års elev er det ikke ham der alene lavede alt vores mad i går aftes – men han får nu alligevel alt ære derfor.
Den første ret Dino lavede til os var forretten fra dagens menu –
– Hvide asparges – håndpillede rejer – brioche – smør –
En velsmagende forret med en perfekt sprød hvid asparges, syrlig beurre blanc, perfekt kogte rejer og sprøde brioche croutons – en super dejlig start.
Vi fik to forskellige hovedretter jeg holdt mig til tavlen – Lamme culotte – Asparges – Rejer – Dildsauce.
Min hovedret lammeculotte var perfekt tilberedt, alt smagte godt. Mør lammeculotte, sprøde asparges, kraftig dildsauce, ingen molekylær hokuspokus magi, men et flot bevis på beherskelse af tilberedningsmetoder og tilsmagning.
Maria gik all in på Burger med bøf af Himmerlands kød – Relish – Bløde løg – Sennepsmayo – VintageCheddar – chips – Knuste kartofler – Salat med blomkål og mandler.
Nøj – perfekt stegt medium rosa hakkebøf. Sprød blød brioche bolle og en valg af tilbehør der passer perfekt sammen. Jeg var så heldig at smage Marias burger og uden betænkningstid, den bestiller jeg næste gang.
Vi sluttede aftenen med at dele en dessert,
Pina colada.
En dejlig afslutning på aftenen med ananas i alle afskygninger, ananas skum, ananas sorbet, flamberet ananas og crumbel.
Vi har spist på madindustrien før og vi gør det helt sikkert igen.
Tusinde tak Dino Fazlagic,- tusinde tak, for en helt igennem fantastisk dag – tak for mad – tak for oplevelsen og velkommen på Wall of Chef*s
ja og – okay -nu siger jeg det og jeg er stolt af at kunne sige – det startede hos mig.
0 Comments