Dampede Blåmuslinger i fløde og hvidvin med et strejf af chili, ingefær og hvidløg – så er det snart sommer.
Kom alle blåmuslingerne i en stor skål og lad koldt vand løbe ned over dem så bliver de iltet og de levende muslinger lukker sig.
De muslinger der ikke lukker sig ved berøring, samt muslinger med beskadigede skaller, skal altid kasseres, de kan give forgiftning hvis de tilberedes og spises.
Før tilberedning skal muslingerne skrubbes og urenheder fjernes, dette gøres nemmest med en grydesvamp. På siden af muslingerne sidder der nogle trevler, det ligner lidt skæg, der er kommet i klemme da muslingen lukkede sig. Tag godt ved og ryk hårdt så løsner det sig.
Dampede muslinger – Moules marinière med fløde, hvidvin, chili, hvidløg og ingefær
½ kg rensede muslinger – 50 g smør – 1 løg – 1 stor gulerod – persillestilke – 80 g selleri og ½ porre – 1 fed hvidløg – ½ rød chili – revet ingefær efter smag. – 3 dl fiskefond – 2 dl hvidvin – 3 dl fløde
Fremgangsmåde
Gulerødder, løg, selleri og porre skylles, skralles og skæres i tynde strimler. Smørret smeltes i gryden og læget svitses let af uden at brune. Alle de andre grøntsager kommes i gryden og sauteres let i smør – hakket hvidløg, tyndt skåret chili og revet ingefær tilsættes og varmes igennem.
Hvidvinen hældes på og koges let ind. Tilsæt fiskefond og fløde, låget lægges på og kog igennem til en smagfuld kogelage.
Når kogelagen er kogt godt igennem tilsættes de rensede muslinger, låget lægges på og muslingerne koges til de alle har åbnet sig ca. 12 minutter
Husk nu: De muslinger der ikke har åbnet sig under kogningen skal kasseres, de må ikke spises, da de fra indkøb er døde og derfor kan give maveonde hvis de spises.
Så er der kun tilbage at hælde muslinger, kogelagen op i en stor dyb skål, server et godt brød til og et glas køligt hvidvin. En konge spise. Så gør det ikke noget, at det er efterår udenfor – God appetit.
0 Comments