September 12, 2016
Lars Thrane
Som før skrevet, er jeg gift med verdens dejligste pige Maria, ikke nok med at hun er dejlig, nej hun er også sublim i et køkken, alt hvad hun kokkerere bliver, ikke bare ufatteligt lækkert, men og så utroligt velsmagende. Især i dessertkøkkenet er hun fabelagtig.

 

Maria ville lave en oreo islagkage til en af pigernes fødselsdag, først var jeg meget imod, der findes da ikke noget mere afskyeligt og ligegyldigt end Oreo’s.

 

”Hvem i himmelens navn er vågnet op en morgen og råbt ud i verdenen – jeg vil skabe en Kiks / slik, en rund kikselignende klapsammen ting, der ikke knækker eller knaser, men håbløst smuldre ud over tøj sko og gulv når man bider i den. Jeg lægger de der kikselignende tingester, der for resten smager grimt brændt og harsk, omkring en hvid udefinerbar, jeg er ikke smør ej heller mælk eller chokoladecreme, jeg smager bare grimt. Ja og så vil jeg, bare for lige at runde den af, bede jer dyppe den i mælk, bare lige for at tage den grimme smag. HVAD??

 

Men okay hun fik lov, nå- ja hun bad mig skride ud af køkkenet.

Og gud ske lov for det, for resultatet var ganske enkelt enestående.

 

Således gjorde hun – Maria piskede 6 pasteuriserede æggeblommer med 1 ¼ dl. Flormelis og kornene af 1 stang vanilje til en tyk luftig æggesnaps.

Så piskede hun 6 dl. fløde næsten stiv og vendte fløden i æggemassen. I æggemassen rørte hun ganske forsigtigt en halv pakke knuste oreo’s ca. 5 stk.

 

 

Halvdelen af ismassen hældte hun i en stor springform og satte den i fryseren til den var -solid as a rock, den anden halvdel røg i køleskabet.

 

Efter ca. 1 time tog hun isen ud af fryseren og dryssede ca. 15 stk. let knuste oreo’s ovenpå den frosne is, hun hældte derefter den resterende ismasse i springformen og så stillede hun den ind i fryseren igen til den skulle serveres.

 

Maria tog oreo islagkagen ud af fryseren 10-15 minutter før den skulle serveres og pyntede den med hele oreo’s og et bjerg af marshmallows, som hun brændte smukt gyldne med min gasbrænder.

 

Som sagt, så er jeg glad for at hun lavede islagkagen, den smagte virkeligt godt og så var den gigantisk smuk, gæsterne var vilde – prøv den – ps: nu kan jeg godt lide Oreo’s