Hvis der er to ting der passer sammen som Tom og Jerry, Gø og Gokke, sennep og ketchup, skum og fidus – ja så er det julekål og Grønlangkål, to retter der aldrig må mangle på ethvert julefrokostbord og her er opskrifterne.

Julekål
Ingredienser
- 1 Hvidkålshoved ca. 1 kg
- 130 gram Smør
- 2-5 dl Piskefløde
- salt - peber - sukker
Sådan gør du
- Skær hvidkålshovedet i 8 både og kog hvidkålen mør i vand.
- Vandet hældes fra de kogte hvidkålshoveder og dampes tørre i gryden. Hvidkålen kommes midt i et viskestykke, viskestykket lukkes og hvidkålen vrides. Det gøres nemmest ved at man er to personer, hver person tager fat i en ende af viskestykket, samler enderne og drejer viskestykket hver sin vej. Viskestykket strammes nu om kålen og væden vrides ud.
- Kålen hakkes gennem en kødhakker, hvis man ikke har en kødhakker, kan den også hakkes fint med en kniv.
- Kålen kommes i en gryde og varmes forsigtig op, først med smør og derefter med fløde, til den er flot jævn.
- Julekålen smages til med salt og peber, nogle smager også kålen til med sukker, det er smag og behag. – god appetit -

Grønlangkål
Ingredienser
- 700 gram Friske grønkålsblade
- 3 dl. Mælk, gerne sødmælk
- 3 spsk. Hvedemel
- lidt vand
- 25 gram Smør
- salt, peber og sukker
Sådan gør du
- Fjern stokken også kaldet ribberne på grønkålsbladene, kog grønkålsbladene i vand i ca. 15 minutter.
- Sigt / pres vandet fra kålen, kør kålen gennem en kødhakker eller hak den fint med en kniv.
- Kom mælken i en gryde og kog den op, pisk melet sammen med lidt vand og rør det ud i
mælken under piskning til en flot jævn sauce. Lad saucen koge ca. 10 minutter
til melsmagen forsvinder. - Kom kålen i mælkesaucen, tilsæt smør og smag til med salt, peber og sukker.
--- God appetit --
Så kan det godt blive jul / Julefrokost – Glædelig jul
0 Kommentarer